Første træningskamp i foråret
Af Jonas Kildegaard Rasmussen
Skovbakkens 2. divisions herre spiller årets første træningskamp
mod 1. divisionsklubben Blokhus FC lørdag den 4. februar kl.14.15
på kunststofbanen. Claus Nørgaards tropper er klar til at tage
kampen op mod et hold, som Claus Nørgaard beskriver som et godt
hold, med gode spillere og en god struktur. Trods respekten for
modstanderen ser Claus Nørgaard og spillerne frem til lørdagens
kamp efter tre ugers opstartstræning.
"Der har været mange spillere til træning, og de har arbejdet
hårdt og kørt godt på trods vind og vejr. Som udgangspunkt er vi
nået omkring det taktiske, som vi ville, men det vigtigste har
været at få lidt luft i lungerne og kilometer i benene. Så må vi
se, om det spillemæssige holder på lørdag," siger Claus
Nørgaard.
Selvom nogle spillere har meldt afbud grundet skader og private
årsager, og andre vil blive sparet, så stiller Skovbakken alligevel
med et stærkt hold bestående af 2 målmænd og 13 markspillere, som
skal forsøge at vinde over Blokhus FC.
"Vi går selvfølgelig efter sejren, men fokusset i kampen bliver
at få udført det, vi har arbejdet med til træning. Vi vil ikke måle
os på det offensive endnu," siger Skobakkens cheftræner, Claus
Nørgaard.
Blokhus FC overvintrer på en 13. plads i 1. division med 11
point og 3 point op til stregen. De har allerede spillet en
træningskamp i år mod AAB, som de tabte 4-0.