Kick-off på afgørende forår
Af Jesper Raabo
Skovbakkens bedste fodboldkvinder har taget hul på et meget
afgørende forår 2012. Det ufravigelige sportslige mål er
kvalifikation til Champions League i efteråret, og det kræver en
placering i top-2, når 3F ligaen afgøres via slutspillet i
maj/juni. Samtidig har DBUs bestyrelsen netop besluttet at indføre
en licens til den bedste danske kvinderække fra sommeren 2012. Det
stiller også krav både sportsligt, organisatorisk og økonomisk.
Trænerteamet har i år grebet starten på sæsonsforberedelsen
anderledes an end tidligere: Hele december og januar har 1.
prioritet været fysisk træning i fitness.dk under ledelse af den
fysiske træner Line Hovgaard og personlige løbeprogrammer. Målet
har været systematisk at opbygge kroppen, så den har styrke og
robusthed til klare træning og kampe i hele forberedelsesfase
og samtidig lægge en solid bund til hele foråret.
"De foregående år er vi løbet ind i nogle
kedelige skader hen over vinteren,
som har hæmmet vores forberedelse frem mod
turneringsstarten. Det prøver vi at minimere, og med Line Hovgaards
store kompetencer på det fysiske område er det både spillernes
og vores indtryk, at det valg har været rigtigt," siger træner
Brian Sørensen.
Et andet fokusområde i holdtræningen, når truppen nu er
kommet på træningsbanen, bliver at få spillerne til bedre at
fungere som et kollektiv på banen og styrke holdets defensive
organisation. Det sker under ledelse af den nystartede træner,
Carsten Karkov, der har sine spidskompetencer netop på det
holdtaktiske.
"Med spillere som Troelsgaard, Harder, Nadia og Junge i front
skal vi nok komme til at skabe mange målchancer - også i de
afgørende kampe mod Fortuna og Brøndby. Men for tit har vi lukket
modstanderne tilbage i kampen ved at give alt for let spil til
at score mod os. Derfor har vi ikke fået de sejre, som kvaliteten
af vores enkelte spillere berettiger til - og det skal vi have
ændret for at rykke forbi Fortuna og Brøndby i tabellen," tilføjer
Brian Sørensen.
Det tredje håndtag i forberedelsesfasen er valget af
træningsmodstandere. Fem stærke hold fra Allsvenskan udgør
Skovbakkens slutprogram frem mod sæsonstarten. Fysisk og
tempomæssigt skal Skovbakken være helt oppe i gear, når Brøndby er
gæster på Vejlby Stadion søndag 15. april til den første af
Skovbakkens 5 indbyrdes møder med holdene i 3F ligaens
top-trio.
Programmet for træningskampe ser sådan ud:
Søndag 5. februar kl. 12.15: Team Viborg på udebane
Lørdag 11. februar kl. 17.30: OB på udebane i Ådalen
Lørdag 18. februar kl. 11.30: Fortuna på udebane
Fredag 24. februar kl. 18.00: Vittsjö (SWE) i Brøndby
Søndag 26. februar kl. 11.00: Tyresøe (SWE) i Brøndby
Søndag 11. marts kl. 15.00: LdB Malmø (SWE) i Malmø
Tirsdag 20. marts. kl. 18.00: Linköping (SWE) på Tilst nye
kunstgræs
Lørdag 24. marts kl. 13.00: Premiere i 3F Ligaen på udebane mod
Taastrup FC
Lørdag 31. marts kl. ?????: Kopparsberg Gøteborg (SWE) på græs i
Grenå