|
Den første idé til Football Festival® Denmark blev født i
sommeren 2002, da FC Århus - der på daværende tidspunkt spillede i
1. division - indledte en dialog med de to store århusianske
fodboldklubber AIA-Tranbjerg IF og Skovbakken IK om at stable en
stort århusiansk begivenhed for ungdomsfodboldspillere mellem 8 og
16 år på benene. Den 25. oktober 2002 blev konceptet for Football
Festival® Denmark præsenteret på et pressemøde på Århus Rådhus, og
den 20. juli 2003 lød startskuddet til den første turnering.
Succes fra første år
Den første turnering havde deltagelse af 51 hold fra 7 forskellige
lande - heriblandt Bosnien og Uganda, og blev en så stor succes, at
det hurtigt efter turneringen blev besluttet at køre videre i 2004.
Fra efteråret 2003 var der imidlertid kun 2 samarbejdspartnere i
organisationen bag turneringen, idet FC Århus valgte at trække sig
fra samarbejdet. Skovbakken IK og AIA-Tranbjerg IF var nu ene om at
drive turneringen, og igen i 2004 registreredes en succes med en
fremgang af hold på over 50 %. 2004-turneringen havde således
deltagelse af 76 hold fra 6 forskellige lande - heriblandt 5 i
ynglingerækken, der var ny i 2004.
Den magiske grænse nåes
2005 var året, hvor den magiske grænse på 100 hold blev nået. I alt
101 hold fra ti forskellige lande deltog fra den 25. til den 30.
juli 2005 i den hidtil største turnering. Ynglingerækken, der var
ny i 2004, havde dette år deltagelse af ikke færre end 16 hold, og
Norge manifesterede sig ved at være det bedst repræsenterede land
ved siden af Danmark med i alt 23 deltagende hold. Nye lande i
2005-turneringen var Tjekkiet, Ungarn, Albanien og Filippininerne.
2005 var ligeledes året, hvor Grønløkke Idrætscenter
(AIA-Tranbjergs hjemmebane) blev taget i brug for første gang. I
2003 og 2004 blev turneringen afviklet på Vejlby/Risskov
Idrætscenter (Skovbakkens hjemmebane), men da det er meningen, at
turneringen med tiden skal brede sig over begge anlæg, blev det
besluttet at afvikle 2005-turneringen på det andet af Århus' to
store idrætscentre. I efteråret 2005 oprustede Football Festival®
Denmark ved at åbne det daglige sekretariat i Skolegade midt i
Århus.
|
2006 - året med flere nyheder
2006 blev året, hvor "Premier Cup" rækkerne og "G17 Open EC" for
første gang så dagens lys. I B16, B12, B11 og B10 (7) dystede de
hold, der normalt er en kende over niveau i forhold til de øvrige
hold, om hæder og ære, og G17 Open EC med de allerstærkeste
pigejuniorhold fra det meste af Europa, blev en historie for sig.
Med hold som Montpellier HSC, Turbine Potsdam, Malmö FF og Arsenal
Ladies bød rækken på opgør af allerhøjeste klasse, men til sidst
stod svenske IF Brommapojkarna øverst på sejrsskamlen efter en flot
finale mod engelske Arsenal. For arrangørerne var det ligeledes
glædeligt at se en markant fremgang af hold også i åbne rækker.
Således var 135 hold fra 15 forskellige lande repræsenteret ved
årets turnering.
Samarbejdsklubben
Football Festival® Denmark arrangeres som nævnt i
samarbejde med AIA-Tranbjerg
IF, der har hjemme på Grønløkke Idrætscenter i Tranbjerg syd
for Aarhus. Grønløkke Idrætscenter er sydbyens største fodboldanlæg
med både 11-mands og 7-mands fodboldbaner. Herudover ligger
Grønløkke Stadion ved anlægget, der til daglig er hjemmebane for
klubbens førstehold i jyllandsserien herrer og jyllandsserien
damer.
AIA-Tranbjergs fodboldafdeling har ca. 550 medlemmer. De yngste
drenge og piger starter som 5-årige, og klubben tilbyder fodbold
til efter pensionsalderen. Anlæggets velfungerende klubhus er
omdrejningspunktet for et aktivt og hyggeligt klubliv.
På anlægget findes endvidere både tennis- og petanguebaner,
legepladser, udendørs basket m.v.

|