• Information
  • Klubben historie
  • Adresse
  • Vejlby stadion
  • VR idrætscenter
  • Vision og profil
  • Vedtægter
  • Football festival
  • Ændre adresse formular
  • Spil fodbold i skovbakken
  • Cafeteriet fodbolden
• Organisationen
  • Sektionsbestyrelsen
  • Kvindesektionen
  • Herrersektionen
  • Øvrige ledere
  • Diverse formularer
• Sponsorer
  • Sponsorkoncept
  • Hovedsponsor
  • Erhvervsklub
  • Ungdomssponsor
  • Hovedsponsor for ungdom
  • Øvrige sponsorer

Klubben historie

Skovbakken Fodbold er med sin start i 1927 en af de ældste fodboldklubber i Århus. Neden for kan du læse klubbens historie fra ende til anden, eller du kan navigere frem og tilbage til i de enkelte perioder via nedenstående link.

Klubbens start
"Skovbakken" blev stiftet den 23.april 1927 ved et møde i Pavillonen i Riis Skov, det nuværende vandrehjem. Mødet var kommet i stand på initiativ af de to boligforeninger i kvarteret, Arbejdernes Andels Boligforening og boligforeningen "Marienlund". Til stede var foreningernes formænd, henholdsvis K. Kaasgaard og H. Hansen, samt en del purunge idrætsinteresserede mænd og enkelte ældre.

Forhistorien var denne:
Trangen til idrætsdyrkelse havde allerede gennem længere tid været stærk blandt kvarterets mange unge mennesker, og de havde i nogen grad fået udløsning for denne trang. Man havde under meget primitive forhold dyrket atletik og fodbold. Løbe- og springbanerne var kvarterets veje, kastene udførte man i Riis Skov, og fodboldspillet foregik enten på torvet ved Marienlunds Allé eller på markerne bag haverne, hvor Nordre Ringgade nu er anlagt.

De unge idrætsmænds entusiasme var stor, men kvarterets beboere så ikke med særlig velvilje på udslagene af denne entusiasme. Man løb en risiko ved at træde ud af havelågen, når de energiske sprintere rasede forbi på vejen, og man fandt det generende, at fodbolden ikke sjældent kom susende ind over hækken og landede i blomsterbedene eller rev dværggrene af frugttræerne. Man ytrede sin utilfredshed, og idrætspionererne hang med næbbet. Til alt held for dem boede forretningsfører K. Kaasgaard midt iblandt dem. Denne sande ven af ungdom og idræt havde med interesse fulgt de pågældendes udfoldelser og var strakt ivrig for at yde hjælp, da de unges nød blev åbenbar.Han gik i brechen for dem, og det lykkedes ham at skaffe dem adgang til idrætsudøvelse på "Toften", en ujævn mark, sorterende under forpagteren af kommunens gård Marienlund, der lå, hvor taleinstituttet nu er beliggende. "Toften" var omgivet af højt levende hegn. Den lå smukt og lod sig anvende som idrætplads, skønt den var fyldt med huller og tuer og kunne være farlig at færdes på, om man løb for hurtigt og ikke så sig godt for. På toften havde man bedre forhold, end man før havde haft, men de var endnu langt fra tilfredsstillende. Mest uheldigt var det, at man måtte dele indhegningen med forpagterens løsgående heste. Disse havde fortrinsret til marken, og når de græssede, måtte idrætsfolkene pænt holde sig borte eller i alt fald i baggrunden.

Efterhånden fandt man det påkrævet at få eneret på benyttelsen af pladsen, så man kunne dyrke idrætten netop på de tider, der passede de unge bedst. Kaasgaard, der selv var ivrig deltager i idrætsudøvelsen, trådte da i forhandling med kommunen om et regulært lejemål af arealet og opnåede et gunstigt resultat. Hermed var der så skabt grundlag for oprettelsen af en egentlig idrætsklub. De nødvendige forberedelser blev gjort, og der indkaldtes til det stiftende møde i Pavillonen. Ved mødet redegjorde Kaasgaard for planerne og for det arbejde, der var gået forud. Endvidere fremlagde han udkast til love for den påtænkte klub. Man enedes hurtigt om at stifte klubben, som i det første år ville kunne påregne økonomisk støtte fra de to boligforeninger, og lovene blev godkendt.

Efter en drøftelse af forskellige navneforslag, bl. a. Hermes, Sparta og Marienlund, valgte man Kaasgaards forslag og gav klubben navnet "Idrætsklubben Skovbakken", Århus. Man handlede ret ved netop at vælge dette træffende navn, og det skulle vise sig, at man handlede mindst lige så rigtigt ved at gøre Kaasgaard til formand. Med ham i spidsen for det ret store antal medlemmer, som hurtigt meldte sig til, gik klubben energisk i gang med arbejdet.

"Skovbakken" voksede støt fra starten og til krigens udbrud i 1939.
Siden besættelsestidens ophør har klubben været i stadig rivende udvikling og stod på 25-års-jubilæumsdagen i 1952 med dens 1674 medlemmer som en anselig storklub med solid position i dansk idrætsliv.

Søger man at fastslå, hvad der først og fremmest betingede udviklingen, standser man snart ved følgende forhold: Foreningens dygtige arbejde og dens vidsyn, kvarterets kolossale vækst og den alment øgede interesse for idræt. Foreningen har ved dens formand og ledere haft sans for ikke alene at bringe idrætsarbejdet og dens øvrige virksomheder i god gænge, men også for at skabe gode rammer om arbejdet og for at betrygge det økonomisk. Den har formået at virke tillidsvækkende og dragende på den ungdom, der findes på stedet. Denne ungdom er stedse blevet stadig mere talrig ved den store udvikling af boligbyggeriet, der har fundet sted i løbet af de sidste 25 år, og som har veritabel by i byen. Foreningen har så samtidig haft det held, at den øgede interesse for idræt dels har gjort det mere selvfølgeligt for de unge at søge til klubben, og dels har gjort det lettere for klubben hos myndighederne og hos venner af klubben at opnå uundværlig bistand.

Det første hjemsted
"Skovbakken"s første idrætsplads blev "Toften" ved Marienlund. Det var klubbens første opgave at gøre denne mark anvendelig for betryggende udøvelse af atletik og fodboldspil. De groveste knolde skulle fjernes og de værste huller fyldes ud. Desuden skulle der laves en interimistisk løbebane.
Man kunne ikke vente offentlig hjælp til løsningen af denne opgave. Medlemmerne måtte selv trække i arbejdstøjet. De gjorde det uden at kny og tog så fat under formandens ledelse. For øvrigt indtraf så det glædelige, at ikke få beboere i nabolaget mødte op og tog et nap med. Arbejdet skred godt og muntert frem, og efter et par måneders forløb havde man nået et ikke ringe resultat. Vel havde den stærkt hældende fodboldbane de absolutte mindstemål, og vel var der det at indvende mod løbebanen, at den dels var fuld af bakker og dale og dels havde alt for skarpe kurver, dette sidste fordi den ikke måtte gå indenfor fodboldbanens hjørneflag. Men man tog manglerne med godt humør, og såvel idrætsmænd som tilskuere morede sig særlig godt, når sprinterne ikke kunne holde løbebanen i dens skarpe sving, men enten snød indefter i kurverne eller fortsatte ud blandt publikum. Uden for løbebanen kunne der netop blive plads til et lille klubhus, som man dik skaffet til veje, rejst og gjort rent.

Medlemmerne tog deres anlæg i øjesyn. De var glade og stolte over det, der var skabt. Man hyggede sig, befandt sig godt under de nu antagelige om end miniatureagtige forhold. Ret længe kunne man dog ikke klare sig med det forhåndenværende. Allerede et år efter anlæggelsen måtte man i arbejde igen. Løbebanen blev lagt om, og klubhuset ombyggedes, så det fik den dobbelte størrelse. Herved fandt man sig hjulpet i øjeblikket; men fristen skulle igen blive kort. Medlemstallet øgedes stærkt, og samtidig arbejdede man stadig mere målbevidst med det sportslige. Såvel atletikfolkene som fodboldspillerne måtte bestandig forlange bedre plads og mere tid til træningen og til det støt voksende antal kampe. Da de to discipliners folk jo var henvist til at benytte samme plads, undgik man ikke nogen irritation og en del gnidninger. Kravet om betydelige udvidelser rejstes og voksede sig stadig stærkere. 5-6 år efter starten fik man chancen for udvidelser. Chancen blev grebet, og udefra blev man nu vidne til en arbejdsmæssig indsats ad så stort omfang, at "Skovbakken"s medlemmer herved vandt betydelig respekt både blandt idrætsfolk, kvarterets beboere og mange andre.

Man havde lejet en mark, der var beliggende for enden af det hidtidige anlæg, og som med en hældning på ca. 3 meter skrånede ned mod Dr. Margrethesvej. Denne mark ville man planere og omdanne til fodboldbane. Formanden, som havde betydeligt praktisk kendskab til sådant arbejde, var lidt betænkelig ved udsigten til, hvor meget der i virkeligheden var at gøre. Men medlemmerne pressede på, og formanden måtte give efter for presset. Derefter gik han med fuld styrke ind for arbejdet, nivellerede og målte selv op, regnede ud, skaffede redskabet og bestred ledelsen. Medlemmerne mødte trofast op aften efter aften og søndag efter søndag, først for at grave og flytte de betydelige mængder jord, siden dels for at samle sten af marken og dels for at hjælpe til ved opførelsen af et nyt og stort klubhus, som fodboldspillerne kunne man tage den nye fodboldbane i brug, og man havde tilbagelagt 1. etape af det store arbejde, der blev udført i disse år.

2. etape faldt umiddelbart efter. Atletikfolkene, som nu fik større albuerum på den gamle plads, ønskede en gennemgribende omdannelse af denne. De påtænkte forandringer ville medføre en arbejdsydelse ved flytning af jord, som var 2-3 gange så stor som den, anlæggelsen af den nye fodboldbane havde krævet. Formanden var endnu mere betænkelig end ved den første lejlighed; men også denne gang gik han efter pres med til en virkeliggørelse af planerne. Og selv om hans betænkeligheder ved arbejdets slutning viste sig at have været begrundede, idet en vis træthed meldte sig hos de deltagende medlemmer, fik han arbejdet gennemført. Det såkaldte Trøjborg Stadion var en realitet og kunne indvies ed et stort atletikstævne den 23-6-1933. Kort efter fuldendtes udvidelses-arbejderne med, at man overtog endnu en stump jord, som skulle være hammerkasternes domæne.

Efter disse store udvidelser kunne klubben fortsætte sit liv under stadig fremgang. Den irritation, atletikfolk og fodboldspillere havde følt ved at skulle benytte samme plads, var borte, og arbejdsroen gjorde godt. En årrække varede opholdet på det forbedrede anlæg, en lykkelig periode, hvor man samlede minder, som mange ældre medlemmer nu nødig ville være foruden.

Årene på Riisvangen Stadion
"Skovbakken" havde nu hjemsted på Riisvangens stadion. Hertil flyttede den i 1939-40, og her blev den en storklub. Riisvangen Stadion blev til i trediverne på kommunens initiativ og under dens lederskab. Man havde forudset de nordlige kvarterers vækst, og med prisværdig sans for ungdommens tarv bestemte man sig til at anlægge stadion uden for de dengang bebyggede områder.
Anlæggelsesarbejdet blev udført som beskæftigelse af unge arbejdsløse, der ind imellem arbejdstimerne havde undervisningslektioner i en stor træbarak, som var anbragt på stedet.
Da arbejdet var tilendebragt, kunne man mønstre et virkeligt godt og smukt idrætsanlæg, som enhver klub måtte ønske sig at få adgang til. Her var opvisningsbane, diverse atletikbaner, 2 ekstra fodboldbaner samt 3 tennisbaner.

Det blev "Skovbakken", som fik førsteret til Riisvangen Stadion, og det måtte findes fortjent. Dels havde man ikke glemt, hvilke ofre klubben hidtil havde bragt for at bo godt, og dels overså man ikke den fare, der lurede på klubben derved, at dens hidtidige domæne kunne blive inddraget til bebyggelse under byens udvidelser.

"Skovbakken"s adgang til benyttelse af anlægget beroede naturligvis aldrig på besiddelse. Det ejedes af kommunen og blev administreret af Århus idrætspark. "Skovbakken" havde fast lejemål på de 3 tennisbaner og på atletikbanerne, indbefattet kastegård. Opvisningsbanen måtte klubben leje særskilt, som enhver anden klub må gøre det, når man har brug for den til kampe og stævner. De to ekstra fodboldbaner sorterede under Århus skolevæsen og lejes hos dette.

Århus idrætspark havde forbeholdt sig ret til at lade eventuelle andre klubber benytte atletikbanerne til træning og ret til frit at disponere over både disse og opvisningsbanen, når afholdelse af forskelligartede kampe og stævner måtte gøre det ønskeligt.

En af betingelserne for lejemålet var, at "Skovbakken" i de nævnte tilfælde skulle stille omklædningslokaler til disposition. "Skovbakken" skulle for egen regning og delvis egen hjælp indrette lokalerne til klubhus. Istandsættelsesarbejdet var betydeligt. Man skulle opføre mange skillerum, installere toiletter og brusebade, opsætte knagerækker, male både udvendig og indvendig m.m. Udgiften var på kr. 5-6.000,-. Efter fuldendelsen havde man et godt hus med mange udmærkede rum. Der var rigelig omklædningsplads, og et antal aflukker til opbevaring af rekvisitter. Desuden var der et mindre bestyrelsesværelse samt et anbragt formålstjenligt og pænt inventar. Særlig klublokalet var smukt. Her havde man ophængt billeder og opstillet et koncertanlæg. Dette lokale skulle stå åbent for medlemmerne, som her kunne hygge sig og nyde en kop kaffe. Det var muligt at servere, da man ret snart indrettede køkken og i forbindelse med dette en kiosk. Den stillede betingelse angående lokaleplads var altså opfyldt, og man havde også opfyldt en anden betingelse, der gik ud på, at "Skovbakken" havde pligt til at sørge for fuld vedligeholdelse af anlæg og klubhus.

"Skovbakken" fandt sig hurtigt til rette i de nye omgivelsr, og efter bosættelsen her tog klubbens udvikling for alvor fart. Der arbejdedes om muligt endnu mere energisk med de sportsgrene, man hidtil havde dyrket, og flere andre toges op. Nye afdelinger blev oprettet, og medlemmerne strømmede til. Der hørtes stadig godt nyt fra "Skovbakken". Alt tydede på, at klubben med raske skridt gik en storhedstid imøde.

Pludselig slog lynet så ned. Besættelsesmagten gjorde krav gældende over for klubben. Det meddeltes en eftermiddag formanden, at tyskerne den følgende morgen ville beslaglægge den ene fodboldbane for at bygge lettere kanonstillinger på den. De ville desuden overtage halvdelen af klubhuset til mandskabsrum. I hast blev klubbens ledere mobiliseret. De ryddede klubhuset for mest muligt af værdi, fjernede ikke mindre end 5 store billæs, heri 2 læs nye kantbrædder til løbe- og springbaner, som var opmagasineret i huset. Det hele blev kørt til Jyllands Papirværks store lagerlokaler. Dette firma havde, som ved flere andre lejligheder, vist sig meget imødekommende overfor klubben og ville indtil videre gratis opbevare alle møbler, redskaber, materialer m.m. - Ved besættelsesmagtens ankomst næste morgen fandt man forkullede rester af enkelte gulvbrædder og skillerum. I øvrigt var huset uskadt efter besøg af natlige brandstiftere.

Tyskerne for hårdt frem mod anlægget, skønt de kun havde bebudet mindre foranstaltninger. De ødelagde den ene fodboldbane bogstavelig talt i bund og grund, idet de efter kæmpemæssige udgravninger støbte kanonfundamenter og underjordiske mandskabsrum i beton, og de stillede pigtråd op på den anden fodboldbane. I øvrigt forbød de - trods løfte om det modsatte - klubbens medlemmer adgang til den anden halvdel af klubhuset, og de begrundede deres forbud med, at idrætsfolkene kunne skjule bomber i deres tasker.

Klubben kunne nu kun disponere over atletik- og tennisbaner samt over opvisningsbanen, som fodboldafdelingens førstehold fik lov til at træne på. Omklædningsrum måtte man med meget besvær sikre sig i et par ad nabolagets villaer, hvis ejere kunne stille kolde, fugtige kælderrum til rådighed. - Vel blev der trænet, men aldrig i nogen stor målestok, eftersom tyskernes bevæbnede vagtposter ved deres overværelse af arbejdet irriterede og generede i meget høj grad.

Stort set var klubben hjemløs, og der indtrådte stagnation på næsten alle områder. Besættelsestiden blev en uhyre bitter tid for "Skovbakken". Heldigvis kom omsider befrielsen med fornyet livsudfoldelse overalt. "Skovbakken" overtog igen Riisvangen Stadion i fuldt omfang, og efter en større omkalfatring af klubhuset, som var forfærdeligt ramponeret, kunne man afholde et stort genåbningsstævne og tage fat på ny.

Det stod klart, at store reparationsarbejder krævedes, før anlægget igen var intakt, og det viste sig i løbet af de nærmest følgende år, at en omfattende og kostbar modernisering var uundgåelig.
Betonværkerne blev bortsprængt ved offentlig foranstaltning, og den tidligere træningsbane genopstod, men blev lidt mindre, således at der blev plads til en længe savnet håndboldbane for enden af den noget afkortede fodboldbane.

Man måtte opsætte nye kantbrædder langs atletikbanerne, anskaffe dommertrapper, springstøtter og mange andre rekvisitter samt meget andet uundværligt inventar. Man indkøbte en motorplæneklipper, lod opstille et permanent højtaleranlæg og indrettede siddepladser for adskillige hundrede mennesker. Der blev bygget finsk badstue og særskilt klubhus med omklædningslokaler for atletikafdelingens damer. Bolig for pladsmand blev fremskaffet, og man installerede kunstigt lys på de to fodboldbaner og på håndboldbanen. Endnu et mindre klubhus til brug for atletikafdelingens drenge blev opført. I to tempi opstillede kommunen cementkantsten og indrettede ståtrin langs løbebanen i ca. ¾ af dens omkreds. Siden blev tilskuerpladserne adskilt fra løbebanen ved et solidt hegn af galvaniseret stålfletning.

Hver af disse fornyelser kostede mange penge, som "Skovbakken" skulle udrede, og samtidig krævedes et stort manuelt arbejde. Endnu en gang fik "Skovbakken"s medlemmer arbejdstøjet på. Ved egen indsats kom man langt, men uden hjælp havde det ikke været muligt for klubben at bestride de overvældende udgifter. Heldigvis kom hjælpen udefra. Kommunen sørgede for de nævnte ståtrin, og fra klubbens velyndere modtog man effektiv hjælp i form af både penge, materialer og arbejdskraft.

Samtidig med moderniseringen af Riisvangens Stadion arbejdede man koncentreret med sporten inden for alle afdelinger. Klubben boede godt, og den stod stærkt. Fremtiden tegnede sig lys.

Fodboldafdelingen før 1952
Fodbold var på programmet fra "Skovbakken"s start, og spillet har stedse været dyrket. Fodboldafdelingen har gennem tiden indtaget en central stilling i klubben. Da den i visse perioder har været ret godt økonomisk funderet, og da den tidlig har haft betydelig bredde, har den kunnet løse andre opgaver end dem, fodboldspillet alene stillede.

Inden for fodboldafdelingen er flere af klubbens selvstændige afdelinger spiret frem, og her har disse afdelingers sportsfolk fundet god støtte i deres idrætsgren første år. Man har med stor sympati fulgt fodboldafdelingen i denne dens udvidelsesvirksomhed og har samtidig med respekt iagttaget dens friske og målbevidste arbejde med spillet.

Allerede i "Skovbakken"s første sæson 1927-28 blev klubben tilmeldt JBU. Man startede med et enkelt hold i B-rækken. Dette hold blev kredsvinder og rykkede op i A-rækken, der dengang var forholdsvis stærkere end nu. Farten havde nok været for stor. Man kunne endnu ikke klare sig i A-rækken og måtte allerede året efter glide tilbage til B-rækkne. Da man kort efter igen rykkede op, var styrken tilstrækkelig, og siden da har man været på vej fremefter.

Efter avancement til den nyoprettede mellemrække - i 1933 - forbedredes klubbens position stadig. Man engagerede anerkendte trænere og intensiverede arbejdet. Førsteholdet blev efter nogle turneringer med stadig bedre placeringer kredsvinder i fem på hinanden følgende år 1939-40-41-42-43.

Fodboldafdelingens stærke mand var i denne periode cigarhandler Peder Møller. Han var særdeles interesseret og uhyre handlekraftig. Han var meget vågen for nye arbejdsmetoder og forstod at vælge de anvendelige ud. Selv var han i uafbrudt aktivitet, og virketrangen overførtes til spillerne, der befandt sig godt under hans ledelse, og som han formåede at opildne til det utrolige. Således enedes man ved et par lejligheder foran vigtige kampe om at møde til træningen kl. 6 om morgenen hele ugen igennem.Denne morgentræning og det påfølgende morgenmåltid havde ikke mindst moralsk betydning. Man var meget sammen, holdånden og holdviljen styrkedes.

Trods en række skuffelser i forbindelse med kvalifikationskampe til mesterrækken sløvedes Møllers og spillernes energi ikke. Man ville op i mesterrækken - og endelig i 1943, efter at man i fire år i træk var blevet slået ud, lykkedes det. Klubben havde det år engageret den kendte træner Frits Molnar, under hvis ledelse holdet opnåede betydelig øget spilledygtighed. Kredsmesterskabet blev endnu en gang vundet, og derefter fulgte tre kvalifikationskampe, som "Skovbakken" vandt. Den første af dem var især mindeværdig. Den var spændende og dramatisk, næsten indtil det uudholdelige. Man spillede mod Viby, der i lang tid havde føringen. Man anede nederlag; men pludselig, da ingen regnede med det, indtraf en vending i kampen. "Skovbakken" ikke alene indhentede Vibys forspring i mål, men tvang sig også foran. Senere var man igen på lige, hvorefter "Skovbakken" mod kampens slutning atter kom foran og sejrede med cifrene 7-5. Siden nedsabledes Brande med 8-1 og Skærbæk med 8-0, og oprykningen til mesterrækken var en realitet.

"Skovbakken" klarede sig straks godt i mesterrækken. I 1944 blev holdet nr. 2 i nordkredsen, i 1945 placerede det sig godt i en nødturnering for Midtjylland, og i 1946 vandt det sydkredsen. Man stod nu foran døren til danmarksturneringen; men man nåede ikke indenfor. I en kvalifikationskamp mod Herning tabte holdet 0-1 efter omkamp og efter, at man kort før tid i den ordinære kamp havde misbrugt en meget stor scorings-chance. Efter dette nederlag kom klubbens seniorafdeling ind i en nedgangsperiode, der strakte sig over 3-4 år. Placeringen i mesterrækkens nordkreds, hvortil man igen var flyttet, blev ringere, og i 1949 måtte holdet rykke ud.

Nedrykningen var et hårdt slag for klubben. Men man arbejdede videre uden pessimisme i forvisningen om, at stagnationen blandt seniorerne ikke var ensbetydende med brud på fremgangens linje for fodboldafdelingen som helhed. Når man var i stand til, trods nedrykningen, at se fortrøstningsfuldt på situationen, skyldtes det den omstændighed, at man netop på dette tidspunkt kunne begynde at mønstre unge dygtige seniorspillere udklækket af ungdomsafdelingen.
Denne ungdomsafdeling stod i fuldt flor efter at være startet nogle år forinden. Der havde været en kolossal tilstrømning af drenge, og denne tilstrømning er siden nærmest øget, således at der i flere år har været og stadig er et meget stort problem at skaffe plads til de omfangsrige skarer.

Midt i fyrrerne udmærkede ungdomsafdelingen sig ved at hjemføre sit første århusianske drengemesterskab, og siden har man vundet mange mesterskaber, ligesom antallet af gode placeringer betydeligt.

Blandt ungdomsafdelingens ledere gjorde først og fremmest Verner Nielsen og Tage Petersen et uforligneligt stykke arbejde. Gennem en lang årrække viede de drengene deres fulde fritid. Verner Nielsen har helligede sig efterhånden administrationen, men var i høj grad også drengeleder og træner. Hans overblik og hans urokkelige interesse gjorde ham til en mand, hvis sande betydning for ungdomsarbejde kun de indviede forstod. Tage Petersen, en sprudlende og fantasifuld leder og træner, lod sig ikke betvinge af nogen vanskelighed under arbejdet for at gøre drengene flinke og holdene gode. Varmhjertet og begejstret, som han var, kunne han ikke undgå at rive drengene med.

 

Fodboldafdelingen 1952 - 2002

Fodbold i 50'erne og 60'erne
I 1952 vendte Skovbakken tilbage til Jyllandsserien eller mesterræken, som den blev kaldt. I otte sæsoner spillede vi i nordkredsen, lige ved at rykke op næsten hvert år. Men hold som Viborg, Hjørring og Chang snød ' den evige toer'. I 1960 flyttede vi til sydkredsen, og vupti kom vi op i 4. division. Vi blev aldrig r.... af 4. division, for vi gik lige igennem og rykkede op i 3. division året efter.

Derefter seks år i 3. division og en enkelt i 2. division og så ned i tredje igen. De fleste hjemmekampe foregik på Riisvangen Stadion, og hele afdelingen med hundredevis af ungdomsspillere havde hjemme på de få baner i den miserable træbarak, der også husede tennisafdelingen og en del af atletikafdelingen.

Tidens store spillere var folk som Carl Røhl med klubrekorden på 501 førsteholdskampe, Poul Erik Johansen, Leif Johansen, og ikke mindst den mangeårige anfører Poul Jørgen Jensen, der efter afslutningen af sin aktive karriere var træner for det holde, der i 1967 spillede Skovbakken op i 2. division. Derefter gik Poul Jørgen over i dommergerningen, hvor han var en særdeles respekteret dommer i 1. division. Han kunne selv alle de små numre. Han var også FIFA-dommer i fire år.
Poul Jørgens seneste karriereskift er til håndbold, hvor han er en fortrinlig bartender til dameligaens hjemmekampe.

Blandt 60'ernes store spillere skal vi heller ikke glemme Skipper, det gør han i al fald ikke selv, eller folk som den tidligere landsholdsspiller fra Vejle, Niels Erik Andersen, og den stærke stopper Bjarne Jensen, der nu er mest kendt som far til Marc Rieper, og andre med samme efternavn.
Og vi må også lige mindes, at Henry From - den tidligere landsholdsmålmand - i begyndelsen af 60'erne var en inspirerende og dygtig træner i Skovbakken

De glade 70'ere
PÅ K.O.'s - Karl Ove Pedersen væg hænger en plakat. De blå farver er falmet en del og den gule farve er blegnet, men der står klart: 1. division Skovbakken - og der er et billede af et hold jublende spillere på datoen den 6.11.1977.

I 50 års jubilæumssæsonen rykkede vi op i den fornemste række i dansk fodbold, 1. division, der svarer til nutidens superliga. Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage, men det er sandt nok. Skovbakken Fodbold havde nået målet efter megen op- og nedrykning i de foregående år, men altså mest op. Oprykningen blev sikret i den næstsidste kamp mod Fremad Amager på nederlag 1-3, men pyt, det var der råd til. K.O.'s plakat er fotograferet lige efter kampen. Og hvem ser vi på billedet?:

 Lars Nielsen, Lars Lundkvist, Søren Skouborg, Per Bech Andersen,
 Klaus Goeg, Poul Erik Pedersen, Erik Nielsen, Lars Egebjerg,
 Flemming 'Fessor' Jensen, Ove Sass Hansen, Knud Andersen og Anders Halling,
 foruden årets træner Rolf Hjernøe, holdleder Anker Mikkelsen
 og den eksterne holdleder Keld Bramstrup.

Selvom vi senere spillede to sæsoner i 1. division, før det gik den anden vej, var det for os 'the finest hour' i vores fodboldtilværelse. Skovbakkens optur i halvfjerdserne var ikke et udslag af omhyggelig planlægning eller forkromede forhåbninger. Der var mange tilfældigheder med i spillet, men det, der først og fremmest skal fremhæves, var gejsten og viljen - personificeret i træneren Rolf Hjernøe. Rolfs entusiame var simpelthen smittende og formåede at få de gode fodboldspillere og ledere til at arbejde sammen som et hold. Det er vist det, der i dag kaldes teamwork.

Der skete en kolossalt meget for Skovbakken i 70'erne, lad mig blot nævne:

- Udflytningen til Vejlby-Risskov Idrætscenter
- Deltagelse i betalt fodbold
- Oprettelse af støtteforeningen Bakkens Venner
- Sandelig også en landsholdsspiller - nemlig Lars Lundkvist

K.O.'s plakat får minderne frem om sportslige triumfer, dejlige rejser og strålende fester. Ja, de var nu gode, de gamle dage...

Piger i trøjen
'Populære fodboldpiger er kommet for at blive i Skovbakken'. Sådan lød overskriften på en helsides artikel, som Århus Stiftstidende bragte i september 1995. Artiklen fortalte: 'Tidligere (før 1994) var pigefodbold et ukendt begreb i Skovbakken, men så dukkede en frisk kvinde op med en plan.
Kvinden hed Karen Kristensen, og hun blev primus motor i projektet om at tilbyde pigerne at spille fodbold i Skovbakken".

I samarbejde med en flok ansvarlige og dynamiske ledere var Karen Kristensen med til at slå fast, at pigefodbolden var kommet til Skovbakken for at blive. Til den første pigetræning mødte to piger op. I 1996 var der 68 piger. Desværre flyttede de fleste piger på 12-14 år til andre klubber, og medlemstallet faldt drastisk året efter. Vi måtte erkende, hvor svært det var at starte en ny aldersgruppe op inden for pigefodbold. Først i sæsonen 2001 er det lykkedes os at få etableret en dame-juniorafdeling. Til gengæld kunne vi bryste os af to dame-juniorhold, hvor grundstammen specielt på førsteholdet havde været med siden 1994.

Det, disse piger har oplevet gennem deres tid i Skovbakken, danner i dag rygraden i det arbejde, der laves i hele pigeafdelingen. Derfor er det vigtigt at forstå den stolthed, der er i klubben over denne flok spillere, som endelig er med til at slutte ringen på det arbejde, som Karen Kristensen påbegyndte i 1994.

Byens første lysanlæg
Som den første klub i Århus-området fik Skovbakken lys på træningsbanerne ved Riisvangen Stadion i 40'erne. De to baner fik hver opstillet otte 'lygtepæle' - træmaster - med en projektør på toppen af hver mast, således at der var mulighed for at træne om aftenen i vinterhalvåret. Lysanlægget var i brug i ca. 20 år og var efterhånden blevet utidssvarende.

I den daværende nabokommune Vejlby-Risskov - inden kommunesammenlægningen - havde to klubber hver fået stillet et lysanlæg til rådighed uden udgift for klubberne. Idrætten i Århus Kommune kunne desværre ikke opnå den same bevågenhed, så det blev nødvendigt, at vi tog sagen i egen hånd. Med vores daværende fodboldformand Arne Pedersen og 1.-holdets træner Poul Jørgen Jensen i spidsen, lykkedes det os i første omgang at få Århus Kommune til at bevilge halvdelen af udgiften til et anlæg efter krone-til-krone princippet. Skovbakken havde ingen penge, så vores bidrag kunne kun ske ved, at medlemmerne tog arbejdstøjet på og leverede arbejde for vores del af udgiften.

I juli måned 1966 startede man arbejdet. Der blev indkøbt materialer, og vi kunne låne maskinfabrikken Richard Thomsens værksted, som var lukket i industriferien, til at fremstille de seks gittermaster, som skulle bruges til anlægget. Under ledelse af Henning Lund-Sørensen og Poul Jørgen Jensen skred arbejdet frem, og efter to ugers arbejde blev masterne transporteret til  Riisvangen.

Tre år senere, i 1969, blev lysanlægget flyttet til vores nye baner i Vejlby. Kort tid efter rejste Århus Kommune i øvrigt et nyt lysanlæg på banen ved Riisvangen! Da vores lysanlæg blev flyttet til Vejlby, blev arbejdet udført af og for den lokale kommunes regning. Vi stod altså for fundament- og el-arbejdet, som vi i sin tid stod for på Riisvangen. På en af masternes tværplader er der påsvejset bogstaver for de tre medlemmer, der nok udførte det største arbejde. Det er initialerne: PJJ, CAB og HK.. De står for Poul Jørgen Jensen, Carl Aage Bøje og Henning Karlsen.

Skuroverdækning som tribune
Vi har en tribune på Vejlby Stadion! Ja, der er godt nok nogle, der påstår, at vi har en skuroverbygning, men det passer slet ikke. Det er hermed en fornøjelse at kunne sige, at vi selv har bygget og betalt tribunen. Den gamle Vejlby-Risskov Kommune nåede lige at få lavet Vejlby-Risskov Idrætscenter inden kommunesammenlægningen i 1970. Der var ikke planlagt nogen form for overdækning på Vejlby Stadion, og den nye storkommune så med ubehag på alt, hvad forstadskommunerne havde lavet op til sammenlægningen.

Trods adskillige ansøgninger til kommunen var kassen smækket hermetisk i for alt, hvad der hed udendørs faciliteter på Vejlby Stadion. Men midt i 80'erne var kommunen dog så large at give os lov til at lave en overdækning på betingelse af, at det ikke kostede kommunen penge. Resultatet blev tribunen, et 100 procent rent Skovbakken-arbejde. Arne Karlsen tegnede og projekterede. Det blev solidt. Thorkild Kjær godkendte. Lars Breinholt skaffede billigt jern, Anker Mikkelsen kørte beton, Leif 'Skipper' Poulsen styrede genbrugsfabrikkens folk med fast hånd. Birger 'Gartner' Kristensen fik det hele i lod og vater, Sven Klostergaard var hid og did, K.O. Pedersen var gået fra at være formand til at være bagmand og koordinerede det hele sammen med mange andre.

Finansieringen af de ca. 250.000 kr., som overdækningen kostede med bænke, rejsegilde og det hele, blev klaret med afdelingens egne midler - og ved lidt hjælp fra hovedforeningen og nogle gode venner, bl.a. Idrætshøjskolen. Hovedformand N.P. Bager var den drivende kraft til at skaffe pengene. Bygningen og finansieringen var en succesoplevelse at være med til, og derfor vil vi have lov til at kalde skuroverdækningen for vores tribune.

Banko og Venner
Rundt omkring i det ganske lands idrætsklubber findes der et hav af støtteforeninger, som ved hjælp af mangeartede aktiviteter giver en håndsrækning til klubbens store økonomiske behov, og Skovbakken fodbold er ingen undtagelse. Og vi har endda to, som overskriften indikerer. Ja, i virkeligheden har vi tre, idet vores oldboys-afdeling også i praksis fungerer som en støtteforening.
Vores salg af juletræer har gennem de senere år givet pæne overskud. Den slags arbejde giver samhørighed på tværs af generationer og idrætsgrene, for alle kan sælge juletræer, og apropos aktiviteter, så lad os i flæng nævne:

- lodsedler
- kræmmermarked
- kiosksalg på stadion og ved stævner
- arrangement af teltfester og afslutningsfester
- bankospil
- 'Frederiksgade-kroen' i festugen for år tilbage
- sidst men ikke mindst 90'ernes deltagelse i Rockshow på Tangkrogen

Sammen med tre andre idrætsforeninger driver vi Center Banko og Center Bankos Venner - et bankocenter og en spillehal i Vanggårdscenteret. Overskuddet herfra går udelukkende til arbejdet i vores ungdomsafdeling.

Arbejdet har kunnet lade sig gøre, fordi vi i fællesskab løfter opgaverne. Og det er glæden ved at se tingene lykkes, der betyder så meget for os.

Vores kongerække
Tilbage i midten af det 20. århundrede hed formanden for Skovbakkens fodboldafdeling B.O. Lauridsen. Han var købmand - med egen butik - med en af og til udvidet åbningstid. B.O. blev senere også formand for ishockeyafdelingen, og så sent som i sit firsindstyvende år lod han, der til det sidste betalte aktivt kontingent, sin røst lyde på generalforsamlingen til positiv indsats for Skovbakken Fodbold.
I 1954 belv formandsposten overtaget af en fremmed mand fra København, Arne Pedersen, der udover at være en moderne, udadvendt leder også havde den fordel, at han medbragte tre fodboldspillende sønner, Keld, Steen og Lars. A.P. blev siddende på posten indtil 1969 med undtagelse af et par år, hvor han blev afløst af Christoffersen, som var forretningsfører i Skovbakkens 'moder', Arbejdernes Andels Boligforening. A.P., der var gammel landsholdsspiller i håndbold fra Ajax, blev 100 procent fodboldformand. Ja, han og Edits hus, der lå 50 meter fra Riisvangen, var simpelthen en del af Skovbakken. I A.P.'s tid nåede Skovbakken for første gang højere op end Jyllandsserien, og A.P. formåede at få Skovbakken på det organisatoriske landkort, bl.a. som bestyrelsesmedlem i JBU.

A.P. blev ved med at følge Skovbakken op i sin høje alderdom, og førte med stor omhu årbøgerne med udklip om klubbens bedrifter. Det sidste hurra for Skovbakken fik A.P. lejlighed til at dirigere, da vi i 1998 rykkede op i 2. division.

Ove på hjemmebane
A.P. blev afløst af et absolut indfødt medlem af Skovbakken, nemlig Ove Poulsen, der i sin barndom boede lige op ad Riisvangen Stadion. Det vil sige at Oves forældre mente, at Ove boede på Riisvangen. Der er ikke nogen leder, der gennem årene har trænet så mange Skovbakken-drenge som Ove. Desuden beklædte Ove et utal af lederposter i fodboldafdelingen, især i ungdomsafdelingen, frem til sin død i 2004.

Uden for Skovbakken gjorde Ove gjort sig kendt som leder i Jydsk Pokalturnering og JBU.
I Oves tid som formand blev udflytningen til Vejlby gennemført - men det er nok ikke derfor, at han har valgt VIK'eren Tove som livsledsager. Ove forlod formandsposten efter en enkelt periode på to år for at bruge tid på de jobs, der lå ham mere på sinde. Specielt arbejdet i ungdomsafdelingen.

Jes Jørgensen, bankbestyrer fra den daværende Handelsbanken, overtog jobbet. Men inden Jes' første formandsperiode var udløbet, blev han desværre af familiemæssige årsager nødt til at frasige sig opgaven.

Vikar i 11 år
Næstformanden K.O. Pedersen overtog som vikar formandsposten i 1972 - og blev der i 11 år. Dansk fodbold var på den tid i en brydningstid, ligesom Skovbakken var i en brydningstid. De gamle amatøridealer stod for fald. K.O. fik lejlighed til at spille en væsentlig rolle begge steder, dels som medlem af DBU's syvmandsudvalg, der udarbejdede det forslag, som førte til indførelse af betalt fodbold i Danmark. Med den berømte K.O.-vending fik han Skovbakken med på vognen i betalt fodbold - trods skepsis.

Efter storhedstiden med to sæsoner i 1. division gik det ned ad bakke også økonomisk, men operation 'Vask Tavlen Ren' blev gennemført med succes, og økonomien var rettet op, da K.O. fratrådte som formand - med 1.-holdet i 2. division.

Efter sin formandstid fortsatte K.O. med forskellige andre bestyrelsesposter og er nu kasserer i afdelingen og næstformand i Skovbakkens hovedforening.

Afløseren på formandsposten i 1983 blev igen en bankmand fra Handelsbanken, Mogens Sønderup, der dog både i Skovbakken og i erhvervslivet hurtigt udviklede sig til en selvstændig forretningsmand. Betalt fodbold blev genindført i klubben, der blev drevet rent forretningsmæssigt. Og sportsligt kan vi notere navne som Lars Bastrup og Frank Pingel i truppen. Uanset formandens uomtvistelige forretningsmæssige talent, måtte Skovbakken - som så mange andre klubber - konstatere, at fodbold er en vanskelig forretning. Farvel til betalt fodbold og farvel til Mogens, men vi nåede da op i 2. division igen.

Afløseren blev i 1988 Jørgen Lægaard, der under efternavnet Nielsen var kendt som en af vores allerbedste midtbanespillere i 1. division. Jørgen engagerede sig ud over lederarbejdet i Skovbakken også i Århus Fodboldforum og JBU's regionsarbejde og iværksatte en række initiativer. Men samen med privat erhvervs- og undervisningsvirksomhed blev det for meget af det gode, hvorfor Jørgen i 1993 fratrådte.

Bent med 1 kr. i overskud
Formandsposten blev overtaget af Bent Jensen. Typografen fra Århus Stiftstidende havde været med i lederarbejdet på forskellige poster siden de glade dage i 70'erne, og gik til opgaven med smittende engagement og godt humør. I starten af Bents formandstid lykkedes det på ny at få finanserne på ret køl, bl.a. ved hjælp af den ny støtteforening 'Bakkens Banko Venner', og overflytningen til fodboldens hus blev gennemført i 1994. De sportslige resultater var på det jævne, men pludselig i 1997 var der oprykning til kvalifikationsrækken, og i 1998 et halvt år senere oprykning til 2. division. Igen så bestyrelsen sig nødsaget til at indføre betalt fodbold - 'lommepengeproffer' - og det gik som det plejer, nedrykning og tørre lommesmerter. Men i det store hele lykkedes det dog Bent at gennemføre sit økonomiske program ud fra devisen: 'der skal være 1 kr. i overskud'.

I 1999 indledte fodboldafdelingen drøftelser med Århus Fremad om en overbygning. Drøftelserne endte med - pga. økonomiske forhold - at parterne gik hver til sit, og Bent måtte meget mod sin vilje konstatere, at der internt i Skovbakken var gravet dybe grøfter, som vist ikke er helt tildækkede endnu.

Af arbejdsmæssige årsager besluttede Bent at holde som formand i 2001; men overtog heldigvis jobbet som sekretær. Bent er også en af de formænd, der har deltaget i det udadvendte arbejde i JBU og DBU, og Bent er bl.a. blevet hædret af Idrætssamvirket i Århus som årets leder i 1998.

På generalforsamlingen i januar 2001 blev Bent afløst af Jesper Raabo, der gennem en længere årrække har været en succesrig ungdomsformand. Jesper står over for store udfordringer, bl.a. integrationen af HEI's elitedamer og genopbygningen af seniorherrer, hvor det bedste hold efter flere nedrykninger endte i Serie 1 i 2003. En tredje udfordring er den anstrengte økonomi. Jo, der var nok at tage fat på for den nye formand.